Formål
sammen vil VI høJne biodiversiteten i de danske produktionsskove
PRINCIPPER
- Fremme af samarbejde og dialog
Vi ved, at naturforvaltning handler om mennesker, og at tæt dialog og respekt for hinanden er en forudsætning for at skabe resultater sammen. Vi tror på at synergien mellem partnere med forstand på naturbevarelse og ekspertise i skovdrift kan føre til væsentlige resultater. - Målbare og evidensbaserede indsatser
Vores indsatser skal være fagligt funderede og målbare. Vi tror på, at forvaltningstiltag skal ske på et veldokumenteret og videnskabeligt grundlag, og vi ønsker at understøtte indsamling af data før, under og efter implementering af nye strategier og tiltag. - Opbygning af viden og praksis
Med udgangspunkt i baseline studier, opfølgende monitorering og evaluering opbygger vi et solidt vidensgrundlag om effekten af biodiversitetsfremmende tiltag på tydeligt definerede arealer. - Udvide skovejerens perspektiver
Vi arbejder aktivt for at identificere og afhjælpe skovejernes perspektiver i forhold til biodiversitet og naturforvaltning. Vi vil bidrage til lige muligheder for skovejere ved, at mulige løsninger afspejles i fremadskuende rammevilkår, tilskuds- og finansieringsmuligheder for naturforvaltningen i skoven. - Vidensdeling og efteruddannelse
Vi vil formidle og dele vores viden og erfaringer. Sammen vil vi være med til at efteruddanne og styrke kompetencer i håndtering af biodiversitetsfremmende tiltag i skovene. - Inspirere andre
Vi vil opbygge et videns og inspirationsgrundlag. Vi vil samtidig vejlede og arbejde for at etablere samarbejder med private skovejere, myndigheder og fagpersoner, som vil være med til at styrke vores naturværdier.
Læs mere
Vores verden står midt i en biodiversitetskrise, og ikke mindst i Danmark er naturen under enormt pres.
Mange arter og særlige naturtyper er så hårdt udfordret, at naturen næppe kan regenerere sig selv i tide til at undgå endegyldigt tab af arter. Der er brug for en velovervejet og pragmatisk forvaltning af verdens naturarealer, så vi kan bremse denne udvikling. Derfor må vi opbygge viden om effekten af biodiversitetsfremmende tiltag til inspiration for private ejere, myndigheder og fagpersoner.
Herhjemme kan opgaven ikke løses på offentlige arealer alene, da ca. 80 % af Danmarks skovareal er privatejet. Derfor er der brug for at skovejere og landbruget viser mod og vilje til at tænke artsdiversitet ind i driften af deres arealer.
Biodiversitetsrådet peger på behovet for store, sammenhængende naturarealer. Som supplement til de arealer, der tages ud af produktion, mener vi, at der er brug for en metode til at reformere de dyrkede arealer, hvor der fortsat skal være land- og skovbrug. Det skal ske efter principper, som sikrer en produktion hvor natur og biodiversitet sikres plads samtidigt med, at der kan opretholdes en indtægtsgivende produktion. For skovens vedkommende kalder vi dette princip for Artsrig Driftsskov. Vi tror på, at ved at udnytte vores forskellige positioner kan vi skabe de nødvendige praksisnære løsninger, og at det kan være et afgørende værktøj i kampen for at bremse biodiversitetskrisen i Danmark.
Vi håber vores tilgang kan inspirere.